Juliana

Drivhuset i august

I august kan der høstes stortDet er dejligt at have drivhus og ikke mindst nu, hvor drivhuset er fyldt til randen med blomster og frugt.

Sommeren har ikke nødvendigvis vist sig fra sin bedste side, men det har drivhusfolket ikke mærket i samme grad. Skulle der ikke være megen sol, så er der alligevel lunt og godt for dem, der har et drivhus.

Gennem en ofte blæsende juli er der læ i drivhuset, hvilket gavner planterne, ligesom det er muligt for havefolk med et større hus at sidde ude under beskyttede forhold og iagttage vejrgudernes luner. I mellemtiden har planterne vokset sig store og frodige og giver masser af afkast. 

Arbejdet i drivhuset er til at overse. Allervigtigst ud over vanding er at lufte ud. Det er en god ide at vande tidligt på dagen. Det mindsker fugt om natten.

Fjern også alle plantedele, der ligger på jorden, så de ikke samler svamp. Er der syge og halvvisne blade fra planterne, så er det også en rigtig god ide af skaffe sig af med dem.

Gang i stiklinger

Det er sjovt at lave sine egne planter og har du ikke prøvet det, så kast dig ud i forsøget. Det er nemmere end du tror. Du kan for eksempel lave stiklinger fra fuchsia, pelargonier, buskbom og lavendel.

Fuchsia stiklinger

Fuchsia kan laves af urteagtige stiklinger, som sættes i et glas vand. I løbet af en uge slår planten rod.

Du kan også bruge træagtige stiklinger på 8-12 cm og stikke dem i en blanding af sand og spagnum. Sæt dem senere frostfrit og køligt og hold dem jævnt fugtige gennem vinteren.

Pelargonie stiklinger

Pelargonier laves af 5-10 cm lange halvmodne stiklinger, der stikkes i en god, veldrænet pottejord - gerne kaktusjord, der holdes let fugtig.

Pelargonier kan også formeres med urteagtige stiklinger i et glas vand.

Buskbom stiklinger

På buskbom nye træagtige stiklinger fjernes de nederste blade og stiklingerne stikkes dybt i 10 cm beriget spagnum.

Så bare lidt endnu...

Du kan nå at så basilikum, radiser, salat og blomkål. Efter høst kan du fjerne grene på fersken og nektarin, der har båret frugt.

Tjek også dine druer. Har du ikke tyndet ud i tide, kan du risikere skimmel.

Lavendel stiklinger

Lavendel tages af nye halvmodne skud på ca. 8 cm. Bladene rippes, så kun nogle få centimeter er tilbage og stiklingen stikkes dybt i grus med lidt jord, der holdes let fugtig.
Copyright 2010 by JULIANA